Ambitiøs og struktureret grafisk designer til Kræftens Bekæmpelse - FAOD

København

Ambitiøs og struktureret grafisk designer til Kræftens Bekæmpelse

Er du en kreativ og konceptstærk grafisk designer?

Ansøgningsfrist 10. august 2025

ANSØG NU Send til en ven

Er du en kreativ og konceptstærk grafisk designer? Har du forståelse for projektledelse, håndtering af kunder og interessenter – og et stærkt blik for branding og visuel identitet? Så kunne det meget vel være dig, vi søger til stillingen som grafisk designer i Kræftens Bekæmpelses inhouse bureau Social & Creative.

Hvad skal du lave?

Du kommer til at være en del af KB Design, som er Kræftens Bekæmpelses grafiske inhouse-bureau, der årligt faciliterer flere hundrede grafiske produktioner – fra kampagnemateriale og digitale produktioner til klassiske tryksager.
Som ny grafisk designer i KB Design vil du indtage en central rolle som faglig ansvarlig for de produktioner, der udvikles i teamet. Det er dig, der skal hjælpe vores interne kunder med at få deres behov formet fra idé, til brief til produktion og slutteligt et produkt, og du har derfor en central planlægnings- og sparringsfunktion – også på opgaver, som du ikke selv er udførende på. Du vil samtidig være en del af Kommunikationsafdelingen og den daglige grafiske produktion, der finder sted her.

Som grafisk designer eksekverer du løsninger af høj kvalitet og kan se helheden og den røde tråd i det arbejde, du udkommer med. Samtidig er du parat til at tage ansvar og lead på opgaver i et tværfagligt team med forskellige kompetencer. Du kan dit håndværk og trives med at have mange bolde i luften. Du skal f.eks. kunne udvikle publikationer, informationsmateriale og foldere, men vil også skulle levere digitale materialer, mindre tryksager, informationsgrafikker og mange andre former for produktioner. Du er nysgerrig af natur og kan lide at udfordre, men kan samtidig se værdien i at trække på andres gode erfaringer og viden.

Vi er en åben og dynamisk kommunikationsafdeling. Vi vægter både kreativitet og nytænkning og forstår, hvordan disse kommer i spil på en troværdig facon, hvor fagligheder respekteres og bruges intelligent.

Om dig

Du har en baggrund i bureau-verdenen eller erfaring fra et inhouse-setup i en kommunikations- eller marketingafdeling. Du savner rum til at udfolde dine kompetencer sammen med nye kollegaer og har lyst til at være en bærende profil for de visuelle løsninger med respekt for, at det er teamet, der skaber succeser.

Du er ambitiøs og har mod på fremadrettet at sætte dit fingeraftryk på og udvikle Kræftens Bekæmpelses visuelle identitet og vores inhouse-bureau, KB Design. Og så er du jo meget, meget mere – og det glæder vi os til at høre om.

Vi håber, at du kan tjekke af på følgende:
Du har forståelse for og erfaring med at styrke og optimere en organisations samlede brand og visuelle kommunikation på tværs af platforme – tryk, web, PR og sociale medier.

  • Du kan arbejde selvstændigt og struktureret – også i en hverdag, hvor mange hiver i dig.
  • Du har mod på at indtage rollen som faglig ansvarlig og er ikke bange for at vise vej og guide andre.
  • Du har erfaring med AI og hvordan dette værktøj kan gøre vores grafiske produktionsapparat mere effektivt.
  • Du ved, hvad en geviert er, hader floder, kender forskellen på offset og digital tryk, ved hvordan en farveprofil påvirker det endelige produkt og forstår værdien af luft og balance.
  • Du har mod på at arbejde med korte grafiske deadlines i en redaktionel ’dag til dag’-virkelighed og kan samtidig holde øje på den lange bane og de større strategiske indsatser.
  • Du kan i en konsulterende rolle formidle og oversætte en grafisk linje til ord, så andre kan arbejde ind i den.
  • Du trives med at have stort ansvar og selvstændige opgaver.
  • Du er fleksibel, når opgaver skal løses og kan se værdien i at indgå i et team.
  • Du må gerne være socialt indstillet, have et godt humør og trives på en dynamisk arbejdsplads, som er præget af engagement.
  • Du skal kunne arbejde med InDesign, Photoshop og Illustrator (evt. After Effects) mm. og er uddannet fra en relevant national eller international design-/grafisk skole.

Vi tilbyder

En spændende mulighed for at udfolde dine grafiske og kreative evner på et af Danmarks stærkeste brands. Udviklingsmulighederne er gode, og vi tilstræber, at du kommer til at arbejde med de faglige områder, som passer til dine kompetencer og interesser.

Vi har fleksibel arbejdstid, frokostordning og arbejdsstedet er hos Kræftens Bekæmpelse, Strandboulevarden 49, 2100 København Ø. Du får løn og pension efter overenskomst mellem Kræftens Bekæmpelse og relevant faglig organisation.

Ansøgning og ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 10.august, og stillingen ønskes besat hurtigst muligt. Søg stillingen ved at klikke på ‘Søg stillingen’ herunder. Spørgsmål kan rettes til Head of Social & Creative Jannick Blaksmark(ferie fra 14. juli – 05. august) på 4061 3211.

En ud af tre danskere bliver på et tidspunkt i deres liv ramt af kræft – og to ud af tre bliver pårørende. Med så mange berørte ønsker vi at samle befolkningen i et stærkt og aktivt fællesskab mod kræft, og du kan være med til at gøre en vigtig forskel!
 
Som forening ser vi værdien af, at vi ikke alle er ens – mangfoldighed gør os klogere og bedre. Derfor opfordrer vi alle, som kan se sig selv i denne stilling, til at søge. Vi er interesseret i dig og dine personlige og faglige kompetencer, og vi glæder os til at høre fra dig.
Vi lover dig, at du vil få gode kolleger, der vil tage godt imod dig og hjælpe dig med at navigere gennem din nye hverdag i vores bredtfavnende organisation og forening.
Vi går højt op i, at du får et spændende og godt arbejdsliv hos os i Kræftens Bekæmpelse med et vigtigt formål samt faglighed, fællesskab og fleksibilitet i mange former. Og så er arbejdstiden naturligvis røgfri!
 
Vil du vide mere om at arbejde hos os i Kræftens Bekæmpelse, kan du læse mere på https://www.cancer.dk/om-os/job-og-karriere/

ANSØG NU