TR seminar 2026 - FAOD

Tillidsvalgt

TR seminar 2026

Tillidsvalgte på det private og offentlige område inviteres til fælles seminar i Middelfart, hvor vi skal blive klogere på det psykiske arbejdsmiljø, stress og trivsel med Malene Friis Andersen.

 

TR-seminar 2026: Er stress et vilkår for arkitekter?

– Og hvad er din rolle og dine muligheder som TR?

Arkitekter er i dag den mest stressede faggruppe i Danmark. Hver tredje privatansatte arkitekt og hver fjerde offentligt ansatte arkitekt føler sig stresset ofte eller hele tiden. Det fortæller nye undersøgelser foretaget af FAOD.
Arkitekter er med andre ord mere stressede end alle andre jobgrupper i Arbejdstilsynets seneste måling – inkl. passagerservicemedarbejdere og servicefag.

Med de alarmerende tal kan der ikke være tvivl om, at noget må ske. Men hvordan ændres arbejdskulturen, så fokus er på forebyggelse frem for blot at tilbyde støtte, når skaden er sket? Og hvad kan du som tillidsrepræsentant egentlig stille op?

Dag 1: Torsdag den 12. november

På seminarets første dag sætter vi fokus på, hvordan tillidsrepræsentanter selv og ikke mindst i samarbejde med ledelsen, AMR og medarbejderne kan arbejde konstruktivt og konkret med trivsel og forebyggelse samt håndtering af stress på arbejdspladsen. Forsker, organisationspsykolog og forfatter Malene Friis Andersen leder dagens workshop og deler ud af sin store viden og konkrete redskaber.

Vi kommer bl.a. ind på:

  • Hvad forstår vi ved stress? Hvad er kortvarig og langvarig stress – og hvad er forskellen på stress og travlhed?
  • Hvordan du som TR kan være med til at skabe sprog og rum for at tale om stress i hverdagen – på trods af, at stress stadig er tabubelagt og ofte bliver individualiseret eller bortforklaret.
  • Hvordan du som TR kan få aktiveret stresspolitikken, så den ikke ender sammen med de andre “skuffepolitikker”.
  • Hvordan trivselsfremme og stressforebyggelse bliver en integreret del af arbejdskulturen.
  • Hvordan du spotter en kollega i mistrivsel og hvad du stiller op med din viden.

Form

Dagen gennemføres i en vekselvirkning mellem oplæg fra Malene, dialog om udvalgte tematikker i mindre grupper, afprøvning af redskaber og samtaler i plenum.
Pointerne relateres løbende til dine muligheder for at omsætte viden til praksis, og vi drøfter løbende, hvordan TR også kan sætte grænser for sin egen rolle for at lave de nødvendige til- og fravalg.

Underviser

Malene Friis Andersen er autoriseret erhvervspsykolog, Ph.D., forsker og forfatter med speciale i trivsel, ledelse, stress og psykisk arbejdsmiljø. Hendes viden bygger på solid forskning kombineret med mange års praksiserfaring som psykolog og konsulent.

Malene har siden 2005 arbejdet med stress, trivsel, ledelse, arbejdsfællesskaber, psykisk arbejdsmiljø og nye organisationsformer. Både som forsker og som organisationspsykolog for offentlige og private virksomheder. Hun har udgivet over 45 videnskabelige artikler og bøger om arbejdslivet, og hun er prisvindende forfatter og modtager af GL Prisen for sin formidling.

Hun er forfatter til flere bøger til ledere, medarbejdere og arbejdsmiljøprofessionelle samt til en lang række videnskabelige artikler i anerkendte internationale tidsskrifter. Malene bliver ofte brugt som ekspert i medier, og sidder i centrale tænketanke, følgegrupper og Advisory Boards inden for stress, trivsel og ledelse.

Læs mere om Malene her.

Dag 2: Fredag den 13. november

På seminarets anden dag får du mulighed for at dele og diskutere aktuelle udfordringer og spørgsmål med dine TR kolleger i jeres “egen tid”.

Vi deler os op i en privat gruppe og en offentlig gruppe og zoomer ind på de udfordringer, du møder i din dagligdag som tillidsvalgt.

Der vil være rig mulighed for at netværke med dine TR kolleger og dele stort og småt fra din hverdag som tillidsvalgt og kollega.

Praktisk

Du skal afsætte begge dage til seminaret.

Der vil være bus-transport til og fra Middelfart Station ved seminarets start og slut.

Detaljeret program følger her på siden i takt med at planlægningen skrider frem.

Tilmeld dig allerede nu, så får du opdateringer og praktisk information direkte på mail.

TILMELDING

Tilmeld dig på faod@faod.dk. Skriv “TR seminar” i emnefeltet.

Tilmeldingsfrist: 30. september.

PERSONDATA

Når du melder til dig til kurset, samtykker du til, at vi kan behandle persondata om dig.

Læs mere om vores behandling af dine data her.